THE TRUE STORIES OF THE YO'LEGACIES
YO HISTORIE
Året var 1789 i en by ved navn København i et land ved navn Danmark. Luften var sprød som salat, og ordet “pommes frites” var kun et verbum. Vores grundlægger, Patty, var endnu ikke født. Men hans tip-tip-tip-oldefar, YO Papa, levede i bedste velgående og arbejdede som Wolt-bud (han leverede flasker med mælk og en pizza i ny og næ til københavnerne).
En nat vågnede han af en drøm, der var så levende, så livagtig, at han kunne huske hver eneste detalje: Han drømte om to stykker blød, ristet brioche dyppet i smeltet belgisk smør, overhældt med et lag af et drømmeagtigt orange krydderi, som han senere kun kunne beskrive som “magisk sauce”, salat og tomater, der var så lækre og friske, at de måtte være høstet få timer forinden, en enkelt sydende skive amerikansk cheddarost og – det er her, han plejer at få tårer i øjnene, når han fortæller om det til sine børn – det mest søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende, perfekt grillede stykke dansk hakket oksekød, han nogensinde havde set. Kombinationen af disse få, enkle ingredienser var så magisk, at det glødede som himlens porte. Han vidste straks, hvad denne drøm betød. Det var et tegn fra takeaway-guderne selv om, at ja, han skulle droppe sit job med at levere mad til masserne og begynde at lave den i stedet.
Så han gik i gang. Han skaffede kun de bedste ingredienser fra de bedste økologiske kvalitetsgrossister rundt om i Danmark og begyndte at lave det, der i dag er kendt som: THE YOBURGER. *Pause for påvirkning*. Men det tog tid; mere tid end han havde, faktisk. Derfor blev det en tradition i YO-familien, at den ældste søn arbejdede dag ud og dag ind for at perfektionere Københavns bedste, mest velsmagende burger af højeste kvalitet. Og så år efter år, årti efter årti, århundrede efter århundrede, omkring 230 år senere, perfektionerede en ung mand ved navn Patty, som viste sig at være den klogeste YO af dem alle, endelig YOBURGEREN. Det, der havde været en familiehemmelighed i alle disse år, var endelig klar til offentligheden.
Så med hjælp fra nogle små YO’er åbnede han en ydmyg burgerrestaurant midt i København og begyndte at dele YO’s magi med resten af verden. Og dele, det gjorde han. Hans familieopskrift blev hurtigt den bedste burger i byen – og med byen mener vi hele den forbandede verden. Hans tip-tip-tip-tip-oldefar ville være så stolt. Så når du sætter tænderne i en YOBURGER, smager du ikke bare på den lækreste burger, du nogensinde har smagt, du oplever også mange års research, indkøb, fremstilling, design, smagning og finpudsning. Du smager på den sande historie om YO.
Farver
Du har måske bemærket, at vi har lidt af et tema i gang i vores butikker i København. Du ved … de gule gulve? Det røde logo? De blå streger? Selv om du måske tror, at farverne er inspireret af sennep, ketchup og blåbær, så har vi ikke valgt disse farver. Farverne valgte os.
Det hele startede, da vores grundlægger, Patty, var på forretningsrejse i Frankrig for at smage på den champagnemayo, han havde samarbejdet med Louis Vuitton om. På sin fridag gik han gennem gaderne i det første arrondissement, da han stillede sig i det, han troede var en kø til toilettet. Syv timer senere var han inde på Louvre. På vej tilbage fra toilettet bemærkede han, at hans snørebånd var gået op. Da han bøjede sig ned for at binde det igen, lænede han sig op ad et maleri på væggen. Han hørte et lille “klik”, og pludselig drejede maleriet og væggen, det hang på, rundt som en svingdør, ligesom i filmene, og skubbede Patty ind i et lille, skjult rum.
Han var ikke alene. Der sad en gammel mand ved et staffeli og malede, mens han vrøvlede på spansk. Hans malerier dækkede væggene. De var mærkelige: usammenhængende ansigter og abstrakte mønstre. Da han fik øje på Patty, udstødte han et højt skrig. Patty skreg også. I et minut stirrede de begge bare på hinanden og skreg. Så stoppede manden og undskyldte for at skrige, han var bare blevet forskrækket. Han havde ikke ventet nogen. Han præsenterede sig som Pablo. Han var en meget venlig mand. De faldt i snak, og Patty fortalte ham om sine drømme om at åbne en burgerrestaurant i København. Pablo lyttede intenst og fortalte så Patty om sine ægteskabelige problemer. Mændene omfavnede hinanden og holdt krammet lidt længere end normalt. Patty tjekkede tiden på sit lommeur og indså, at han ville komme for sent til sit aftenmøde med Vitton.
Da han gik, fortalte Pablo ham, at der var noget, han gerne ville give ham. Han gav ham sine sidste tre tuber maling. En gave til minde om deres tilfældige, men livsændrende møde. Patty fældede en tåre og lovede at bruge dem, hvis han nogensinde endte med at åbne en burgerbutik. Farverne var lilla, sort og orange. Vores grafiske designer kunne ikke lide dem, så hun valgte gul, rød og blå i stedet. Vores kære ven Pablo døde i 1973, må han hvile i fred.
Identitet
Da Patty havde stiftet bekendtskab med Picasso, fortalte han ham, at vi ledte efter en, der kunne hjælpe os med vores logo. Han sagde, at han kendte den helt rigtige. En uge og et par telegrammer senere havde vi hyret hans hollandske ven Vincent. Sej fyr. Han indrømmede, at han var mere til maleri, men sagde, at han kendte til Adobe Suite og var klar til at tage udfordringen op. Han ville indkapsle YO’s verden i logoet. Der skulle være plads til hele personligheden og til de nye ting, der ville komme. Det skulle være modigt, men ydmygt, trendy, men mindeværdigt.
Han brugte måneder på at undersøge, hvad det vil sige at være den bedste burgerrestaurant i København. Han græssede i foldene med vores køer. Han hang ud med vores Magic Sauce og trøffel-elver. Han boede endda inde i vores køleskab i et stykke tid. Han spiste al vores mad. Han besvarede alle vores e-mails. Måneder blev til år, indtil Vincent endelig var klar til at afsløre, hvad han havde arbejdet på. Han kaldte det “The Starry Night”. Det var et oliemaleri på størrelse med vores væg. Vi fyrede ham på stedet. Så hyrede vi et sejt dansk designbureau med eksklusiv erfaring i logodesign. De vidste ikke engang, hvad oliemaling var. De skabte det, der i dag er kendt som YOBURGER-logoet, eller måske skulle vi sige YOBU-RGER-logoet. Det blev designet, så hele YOBURGER-verdenen kan være inden i det – bogstaverne fungerer ligesom vores ristede briocheboller dyppet i smeltet belgisk smør: De rummer hele herligheden inden i sig.
Magic sauce
Kender du Narnia? Og det hemmelige klædeskab? Vi har et, der minder om det. Bortset fra at det er i København. Vi fandt den i vores lagerkælder på Nørregade. Det er egentlig en sjov historie. Som alle gode historier startede den med en burger. Ikke en hvilken som helst burger, men den bedste burger i København. Nej, vent. Den bedste. Rutinen var: Hver mandag fik vi en ny bestilling af vores søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende danske hakkede oksekød. Leveringsmanden eller -kvinden kom, gik ned ad trappen, lagde det søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende danske hakkede oksekød i køleskabet og var på vej tilbage til gården for at skifte til den jazzvinyl, som vores unge køer lyttede til, og massere deres kalve. Det var, indtil det bankede på døren en morgen (og med bank mener vi, at et SWAT-team skyldte os en ny dør), og det var FBI. De kom for at rapportere, at en flok bude var forsvundet, og deres sidst kendte GPS-placering var vores kælder. Vi var fuldstændig forvirrede. Hvordan kunne 54 mennesker forsvinde i vores lille kælder?!
Vi blev tvunget til at lukke, mens FBI gjorde vores butik til et officielt gerningssted og gik i gang med at støve af efter fingeraftryk og hårprøver (som de absolut ikke fandt nogen af, fordi vi har den mest smilende smiley fra Fødevarestyrelsen). Det var først, da en af betjentene spurgte, om vi havde noget saaawwwse til hans kedelige hjemmelavede sandwich, som han spiste til frokost, at hele sagen blev opklaret. Da han åbnede køleskabet, som normalt indeholder vores søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende danske hakket oksekød og en lille smule mayonnaise, blev han slået til jorden med en utrolig kraft og et blændende lys. Ja, han var lige faldet over noget, der kun kunne sammenlignes med Narnia – men i stedet for et mystisk land fyldt med løver og kentaurer var der bare stakkevis af det, vi senere skulle finde ud af, blev kaldt “Magic Sauce”. Vanvittige mængder af det magiske stads.
Og hvad gemte der sig ellers i dette “forsyningskøleskab”? Jep, de 54 mænd og kvinder, som lever og trives i bedste velgående (selv om deres hud var blevet lidt glinsende af for meget Magic Sauce, men det var om noget et tegn på godt helbred). Der var nok burgerbøffer i køleskabet til at holde et par uger endnu, så de var mere end tilfredse. Og det var sådan, Magic Sauce kom på YO’s menu (og fik sit navn). Vi stillede ikke mange flere spørgsmål om dens oprindelse eller indhold, vi ved bare, at den smager fantastisk!
Trøffel Mayo
Ved du, hvordan trøflerne til vores YO TRUFFLE-mayo bliver indsamlet? Nej, de bliver ikke snuset op af grise, det ville være latterligt. De bliver håndplukket og leveret til os i København af små trøffelalfer, som vi fandt sammen med Magic Sauce i klædeskabet. Hvis den sætning forvirrede dig, bør du måske gå tilbage og læse om, hvor vores Magic Sauce kommer fra … den næste del vil give meget mere mening på den måde. Eller mindre. Hvem ved.
Nå, men vi har nogle trøffelelvere. De bor i vores kælder, eller mere specifikt, i vores køleskab. Det er helt lovligt, bare rolig. De blev opdaget af leveringsdrengene og -pigerne, som sad fast inde i køleskabet (den del var ikke lovlig, men vi fandt ud af det) – da de først var fundet, kæmpede de for at blive integreret i den ‘virkelige verden’. Og det var ikke, fordi de ikke prøvede. De forsøgte at komme tilbage til deres normale rutiner, men det nyttede ikke noget – deres liv var inde i køleskabet nu. De var kommet ind i YO’s vidunderlige verden, og de ønskede aldrig at forlade den igen. Nogle siger, at de er YOBURGER’s Oompa Loompas (lige så orange, men lidt højere).
Da Magic Sauce var i overflod, besluttede de at bygge et laboratorium for at forske i, blande og smage på nye saucer, der kunne supplere YOBURGER … eller bare nogle pommes frites. De havde hørt rygter om, at frugtlegemet fra en underjordisk ascomycete-svamp, også kendt som trøffel, blandede sig usædvanligt godt med mayonnaise. Blandt rygterne var en fortælling om, at trøfler smager som koriander – enten elsker man det, eller også smager det som sæbe. De MÅTTE bare prøve det. Men de kunne ikke finde det. De ledte overalt. De søgte så langt og så bredt, at de fandt noget, de slet ikke havde ledt efter: alfer. Elvere på størrelse med myrer. Men de var helt sikkert alfer. Ikke myrer. De fulgte disse alfer dybt ind i YO-skoven, indtil de førte dem til de bedste og mest mærkelige svampe, de nogensinde havde set. De plukkede dem (eller hvilket ord man nu bruger for at høste en trøffel), badede dem, tørrede dem og puttede dem ind om natten. Derefter blandede de dem med vores mayo i verdensklasse for at skabe det, du nu kender som YO TRUFFLE – ja, YO welcome.
DIYONNAISE
Ah, dijonnaise. Den har vi stjålet fra franskmændene. Nej, det er løgn – vi “stjal” den ikke. Det var faktisk den bedste handelsaftale i handelsaftalernes historie, måske nogensinde. Det hele begyndte tilbage i 1675 under Den Skånske Krig. Krigen begyndte, da franskmændene blev sure på Danmark for at lave meget dårlige croissanter og sælge dem til helt absurde priser. Danmark hævnede sig på Frankrig for at slå dem i håndbold, en angiveligt skandinavisk sport. Frankrigs vrede blev kun større, da de fandt ud af, at danskerne serverede cava og kaldte det champagne. Men det blev rigtig hedt, da de hørte, at danskerne bogstaveligt talt havde opkaldt det billigste brød, man kan købe i hele landet, efter dem.
De kunne ikke tro, at disse skandinaver var så frække og kaldte til krig. Der var et slag i centrum af København. Der blev udgydt blod. Benzinindustrien led enormt. En mand ved navn Tommi blev halshugget. Mick Jaggers albumsalg faldt med 160%. Kongen af en by ved navn Burger faldt af sin hest og blev trampet ned af en flok dyr fra Old McDonald’s farm. Det var en katastrofe, især for franskmændene. Så de overgav sig, på en måde. De to lande blev enige om en fredsaftale: Frankrig ville give Danmark opskriften på YO DIJONNAISE – som i bund og grund er en udsøgt blanding af mayo, sennep og magiske detaljer, kan vi nu fortælle – til gengæld for en masse gratis YOBURGERS. Det virkede fair. Hvis du ikke tror på det, så gå ind på Københavns Bibliotek, niveau to, hylde 45 og find bogen med titlen Verdenshistorie for dummies. Slå op på side 62, og der finder du det i al sin pragt.
YOCHICKING
Hvad kom først? Kyllingen eller koen? For YOBURGER var det koen. Vi havde en mark lige uden for København fyldt med glade, buttede YO-køer. De levede først deres eget vidunderlige liv og gjorde derefter alle andres liv vidunderligt med deres søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende oksekød – det vigtigste lag i den vigtigste burger i København. Det var sådan, vi arbejdede i årevis. Vi gav dem et godt liv og en rygmassage i ny og næ, og de gav os YOBURGER. Det var sådan, tingene var. Indtil der en dag begyndte at ske noget meget mærkeligt.
Vores landmand gik ud for at give køerne deres mad og børste deres hår og give dem et fodbad, da han bemærkede små guldkugler over hele marken. Han troede, at nogen havde spillet golf. Han undersøgte det nærmere, indtil det gik op for ham, hvad der foregik, og han løb til fods ind i vores Nørregade-butik og fortalte os det: KØERNE LÆGGER ÆG. Ja, du hørte rigtigt. Han fortalte os, at vores køer var begyndt at lægge ÆG. (!!!!!!). Og ikke hvilke som helst æg. GYLDNE ÆG. Latterlighederne stopper heller ikke her. Køerne satte sig derefter på deres æg og holdt dem varme og sikre, som om de var lette, bløde kyllinger. Det var forbløffende. Vi forstår stadig ikke, hvordan den 950 kg tunge, fede (storbenede?) ko ikke ødelagde æggene.
Dette fortsatte i nogle uger, indtil æggene endelig begyndte at klække. Der var filmhold fra hele verden, som så på. Vi ventede alle i spænding. Hvad ville der være indeni? Daenerys’ nye drage? En skildpadde? Hovedingrediensen i en omelet? Nej. Indeni var der snesevis af små YOCHICKINGS (videnskabeligt navn: kyllinger). Så lige pludselig havde vi høns og køer. Bestemt ikke haner og køer. Ingen haner her. De var bare møre, saftige kyllinger. Udklækket af gyldne mirakelæg fra verdens lykkeligste køer. Og det, vores venner, er, hvordan den smukke YOCHICKING i jeres hænder blev født.
TAKEAWAY
Det bedste ved vores burgere er faktisk ikke bare én ting. Det er mange ting, som er lige så fantastiske. Der er selvfølgelig den søde, møre, saftige, mundvandsfremkaldende, spytfremkaldende mad, der er tilberedt til perfektion (læs: burgere, fritter, bacon, mayo, kylling osv.). Der er de hotteste burger-flippere og bestillere i hele København. Der er placeringerne i de bedste dele af byen. Der er musikken, foodtrucks, catering og leveringsservice. Og så er der det faktum, at du kan tage alt dette – bogstaveligt talt TAGE det – og gå, hvorhen du vil med det. Hvor vildt er det lige?
Du kan gå hjem og dyrke yoga i din stue og se Narcos på hovedet, mens du dypper en pomfrit i trøffelmayo. Du kan sætte dig ind i din Ferrari, skrue så højt op for lyden, at gamle damer kigger på dig, og cruise ned ad Gothersgade med en burger i hånden og lytte til Big Poppa. Du kan lægge den i cykelkurven, tage en 6-pack fra kiosken, åbne posen lidt, så du kan få fat i pommes frites, mens du kører, og cykle ned til havnen med din sommerkæreste på slæb (gratis date-idé, velbekomme). Du kan få din ven til at holde tasken, placere dem foran dig på din el-scooter og suse gennem menneskemængden i Nyhavn, som om du er i Mario Kart, og turisterne er helt vilde. Du kan gøre det på den gammeldags måde og gå (eller bare sprinte), indtil du finder en dejlig parkbænk og proppe dig, mens du kigger på folk, der kigger på dig, mens du spiser alene på en parkbænk. Du kan gøre alt det og mere til. Lad ikke vores forslag begrænse din fantasi.
ELLER!!!!! ELLER … du kan få din perfekt fedtede takeaway og sidde i vores have. Vidste du ikke, at vi havde en have? Selvfølgelig har vi en have! Vi har en have, som alle vores loyale kunder kan nyde godt af. Haven, der blev bygget i det 17. århundrede, er en ydmyg 30 tønder land med frodigt græs og springvand med frisk vand beliggende på Gothersgade. Den blev oprindeligt anlagt som privat have på Christian IV’s slot, men han gav den til os som en gave for vores hjælp med at få opskriften på tartarsauce fra franskmændene. Du har måske set den før – den er ret populær blandt studerende og Tuborg Grøn, når vejret er over 14 grader. Hvis du går op til vagterne på venstre side og viser dem din YOBURGER-pose og giver dem en pomfrit, så lukker de dig ind. Og hvis kongelige haver ikke er noget for dig – eller hvis den mængde vodka, du drak i går aftes, fysisk begrænser dig til din seng – så har vi også udbringning. Hvor du får ‘takeaway’ uden faktisk at skulle ‘tage’ det nogen steder. Undtagen fra posen og ind i munden. Sikke en verden vi lever i!
Uanset hvordan og hvor du vælger at spise din takeaway, er det altid muligt at afhente den i vores tre restauranter: Gothersgade, Nørregade og Østerbrogade.